tekster i dansk oversættelse
Introitus
Evig fred og hvile giv de døde, Herre Gud,
og lad det evige lys skinne for dem.
Dig klæder lovsang, min Gud, på Zion;
og dig skal et løfte gives i Jerusalem.
Så hør mig! Lyt til min bøn og stemme!
Til dig kommer alle mennesker.
Evig fred og hvile giv de døde, Herre Gud,
og lad det evige lys skinne for dem.
Sekvens
Vredens dag, den dag vil komme.
Davids og Sibyllens domme
viser, verden snart er omme.
Alt vil brænde, alt vil ryste,
når den strenge dommer høste
alt og alle. Hvem kan trøste?
Graduale
Evig fred og hvile giv de døde, Herre Gud,
og lad det evige lys skinne for dem
Den retfærdige vil altid blive husket;
han skal ikke frygte onde rygters budskab.
Tractus
Befri, du Herre Gud,
alle de troende og ufrelste dødes sjæle,
som nu i syndernes lænke knæle.
Dem løber i møde vor Frelser med nåde.
Med din hjælp kan de undslippe fra Dommedags straf og pine
og nyde det evige lyses lykke i salighed.
Preces meæ
Mine bønner jeg dig sender:
Til det gode alt du vender,
så jeg ikke evigt brænder.
Skaf mig plads blandt får’ne hvide,
ej med bukke lad mig lide.
Stil mig på din højre side!
Offertorium
Herre, o Jesus Kristus, kong Ærefuld,
frikend nu alle de troende og ufrelste dødes sjæle
fra Helvedets straffe og fra den dybe ildsø.
Red dem fra gabet af løven, den glubske,
så at Dødsriget ikke sluger dem,
i mørket ned de styrter,
men hærleder englen Michael
vil dem føre ind i det hellige lys,
som du har lovet Abraham forhen og også hans afkom.
Nadverbrød og lovsangsbønner, Herre Gud, til dig vi bærer frem.
Vi beder dig, tag du imod vort offer for de afdøde, hvis sjæle vi mindes nu.
Gør, at de, Herre Gud, fra døden går over til livet,
som du har lovet Abraham forhen og også hans afkom.
Iudex ergo
Tronens dommer alting kender,
for det skjulte lys han tænder,
for hver handling hævn han sender.
Hvad skal jeg som skyldig svare?
Hvem vil sagen for mig klare?
Selv en god er nu i fare!
Rædselskonge, Domsforkynder!
Gratis frelser du en synder.
Frels mig! Nåden her begynder.
Agnus Dei
O du Guds lam, som bærer alverdens synder,
giv de døde evig fred.
O du Guds lam, som bærer alverdens synder,
giv de døde evig fred.
O du Guds lam, som bærer alverdens synder,
giv de døde evig fred, evig hvile.
Lux æterna
Lad et evigt lys skinne for dem, Herre Gud,
og for de hellige for evigt,
fordi du er god.
Evig fred og hvile giv de døde, Herre Gud,
og lad det evige lys skinne for dem
og for de hellige for evigt,
fordi du er god.
Oro supplex
Bøn jeg til dig ydmygt sender,
hjertet sønderknust bekender:
Sørg nu for, mit liv godt ender.
Libera me
Frels mig, fri mig, Herre Gud, fra døden for evigt, når dagen kommer med rædsel!
Jord og himmel bevæges skal på dagen,
når du kommer for at dømme jordens folk ved ilden.
Derfor ryster jeg, og derfor frygter jeg
den dag dommen skal fældes, og vreden skal komme, og når
jord og himmel bevæges skal på dagen.
Dagen kommer, vredesdagen, med stor elendighed og ulykke. Denne dommedag er meget bitter,
når du kommer for at dømme jordens folk ved ilden.
Evig fred og hvile giv de døde, Herre Gud,
og lad det evige lys skinne for dem.
Pie Jesu
Søde Jesus, du min ven,
giv de døde evig fred!
Søde Jesus, du min ven,
Giv de døde evig hvile, evig fred.