Af Allan Rosengren
Teksten til Requiem er voldsom. Vrede, dom, frygt og bøn er temaer i et apokalyptisk scenarie, som middelalderens mennesker har opfattet helt bogstaveligt.
Udfordringen ved denne oversættelse har været, at værket skal kunne opføres med både den originale latinske og den danske tekst. Det vil sige, at den danske oversættelse skal gengive originalens indhold, rim, rytme, antal stavelser pr. linje og i nogen grad også ordgrænser.
Et eksempel: Teksten begynder med ordet requiem. Det betyder hvile. Men i oversættelsen bliver det til fred og hvile. Det er indholdsmæssigt dækkende, og rytmen kan bevares:
Réquiem ætérnam dóna éis, Dómine:
et lux perpétua lúceat éis.
Évig fred og hvíle gív de dǿde, Hérre Gud,
og lad det évige lýs skinne fór dem.
Det lange digt, Dies Iræ, udmærker sig ved regelmæssig rytme og rim. Men sidste strofe, som nogle mener er tildigtet senere, lyder:
Píe Iésu Dómine,
dóna éis réquiem
Rimet er erstattet af assonans, dvs. vokalrim. ”Domine” ender på vokalerne ”i-e” ligesom ”requiem” i næste linje. Hvordan skal man nu gengive det på dansk? Her kommer tekstens indhold til hjælp. Gud har to aspekter i teksten: den dømmende og den frelsende Gud. Den dømmende Gud sidder på sin trone, véd alt og kræver hævn; den frelsende Gud kommer mennesket i møde og bær som Guds lam alverdens synder. Den troende frygter Guds vrede på dommens dag, men over for Jesus er tonen anderledes tillidsfuld. Derfor oversætter jeg Domine i de sidste linjer med du min ven.
Søde Jesus, du min ven,
giv de døde evig fred!
(Teksten er fra Pelle Nyhuus, Requiem, PENPOC 2025, side VI)