Om Henrik Tornekrands:
Henrik Tornekrands var Sorø Klosters sidste katolske abbed. Han var meget initiativrig: Han renoverede kirkens tagkonstruktion, restaurerede skjoldefrisen, anskaffede Claus Bergs store krucifiks, som nu hænger ved korsskæringen, anskaffede et relikvieskab (se CILS 79) og forsynede Absalons grav med en prægtig gravsten. Alt sammen bestræbelser på at styrke dén kirke, som han har vidst var truet af reformationen sydfra.
Henrik Tornekrands var også rigsråd (dvs. medlem af kongens regering) under kong Hans, Frederik den 1. og Christian den 3 - også efter reformationen i 1536, så han er gået over til den sejrende side i religionsopgøret.
Beskrivelse af monumentet:
Gravstenen er af gotlandsk kalksten og måler ca. 230 X 140 cm. Den er forsynet med en legemsstor gengivelse af abbed Henrik. Måske har man tilstræbt portrætlighed. Abbeden bærer krumstaven i højre hånd og har en bog under venstre arm. Med højre fod træder han på en tudse – formentlig et symbol på, at han knuse onde magter. Ved hans fødder finder vi hans families våbner: Til højre hans fædrene våben, Tornekrandsernes, og til venstre hans mødrene våben, Rothfeldernes. Tornekrandsernes våben er forsynet med en mitra, den biskoppelige hovedbeklædning, som Sorø-abbeden havde lov til at bære. Til højre og venstre for abbeden er pilastre udsmykket med stiliserede grene, blade og frugter. For foden af pilastren til højre (for abbeden) er endnu et våben; det har en skakdelt skråbjælke og er formentlig abbedens formors skjoldemærke, Rosenkrantzernes eller Friisernes. Våbenet under venstre pilaster (for abbeden) kan opfattes som en allegori over abbedværdigheden og slægtsnavnet Tornekrands. (Kilde: Løffler, Gravmonumenterne i Sorø Kirke. 1888).
Randskriften, der løber hele vejen rundt, er forsynet med rosetter i hjørnerne. Over abbedens hoved bærer to putti et kunstfærdigt og symmetrisk bånd med indskrift (bueskriften). Skriften er sengotiske minuskler, her i en ekstremt stiliseret form. En af eksperterne på området, Anders Bæksted (1906-68), overvejer om man skal betegne denne tids bogstavformer som ”overudvikling” eller ”degeneration” (Bæksted 1968, side 71). Vi kan i hvert fald sige, at bogstaverne ud over at skulle bære et indhold også skulle være ornamenter. Denne gravstens indskrift er karakteriseret ved kunstfærdige og varierede initialer (dvs. store begyndelsesbogstaver), hvis ornamenter ofte slynges sammen med det efterfølgende bogstav.
Navnet på billedhuggeren kendes ikke, men han kaldes ”den sjællandske initialmester”. En del sjællandske gravsten tilskrives denne kunstner.
Forkortelsestegn (abbreviaturer):
Tidligere viste en enkel vandret streg over et eller flere bogstaver, at der er udeladt et eller flere bogstaver. I denne indskrift er stregen nu forsynet med en opadgående bue på midten (undtagen i ordet simul). Det er et renæssancetræk.
Udeladt a (i ordene Abbas og subdita) er markeret ved to skråtstillede kvadrater over bogstaverne. I ordet Soora betegner forkortelsen –ra.
Ordet quoque er skrevet med et q forsynet med et o ovenover og er efterfulgt af et forkortelsestegn for det latinske ord et (”og”) – det, som vi kender som &. Dette forkortelsestegn finder vi også i virtuteque og Luceque. I virtuteque er q& skrevet med ovenover, i Luceque er det skrevet på linjen.
Endelsen -us skrives med et 9-lignende hævet tegn. Findes i clarus, Henricus, peremptus.
Et tegn, der ligner et i med hævet skrift, repræsenterer her -ir- og -ri-.
-ir findes i virtuteque
-ri findes i clarior, triginta, decembri
Endelsen -ur repræsenteres af et z-lignende tegn med hævet skrift i ordet clauditur.
hoc skrives med h og et lille o med hævet skrift.
Forkortelsestegn for -m ses i bueskriftens sidste ord: resurgam.
Et forholdsvis sjældent bogstav i latinske indskrifter fra den tid er ø. Men her findes det – i navnet Vitskøl! (Kilde: Anders Bæksted: Danske indskrifter. 1968)
