altertavlen

Altertavlen er – selvfølgelig – placeret bag alteret, der er omkranset af knæfaldet. Det er her, nadveren finder sted under gudstjenesten, og altertavlens billeder og tekst er en forklaring på netop nadveren.

For at gøre det overskueligt kan man betragte altertavlen som et stykke arkitektur:
Der er tre etager.
- Stueetagen (kaldet ”storfeltet”) domineres af maleriet ”Den sidste nadver”.
- Første sal (”topstykket”) domineres af maleriet ”Kristus i persekarret”
- Tagetagen har et smukt udsmykket tagvindue (kaldet en ”kartouche”) omkranset af figurgrupper.

Vi begynder nedefra:

Den høje stueetage (kaldet ”storfeltet”) byder på et kæmpe vindue ind til ”Den sidste nadver” – tydeligt inspireret af Rubens. Maleriet er omkranset af flammelister, mere bruskværk og to snoede forgyldte søjler med jonisk-lignende kapitæler. Disse er yderligere flankeret af to mindre snoede søjler i guld, grønt og rødt.

Storfeltets maleri illustrerer ikke blot ”Den sidste nadver”, den er også en indbydelse til at deltage i nadveren. Særlig Judas, forræderen, men også den mest menneskelige af disciplene, ser ud på betragteren. Den sidste nadver er prototypen på den nadver, der finder sted hver søndag på dette sted. Dette forklares også i den tekst, som findes på ”fundamentet” (kaldet: fodstykket):

Cils 74: Altertavlens indskrift på fodstykket.

 

Latinsk tekst:
Coelestes epulas instruxit coelicus hospes,
   Apponens animae fercla beata piae.
Qvi cupit huic dignus conviva accumbere mensae,
   E vili sursum corda levabit humo.
Corpus adest pani, sociatur sangvine vinum,
   Haec miro iungit foedere sancta fides.

Det betyder:
Den himmelske vært indstiftede det himmelske festmåltid
   Ved at stille livsalige retter frem for den fromme sjæl.
Den, som ønsker som en værdig gæst at lægge sig ved dette bord,
   Skal løfte sit hjerte opad fra den usle jord.
Legemet er til stede i brødet, vinen forenes med blodet,
   Dette sammenknytter ved den forunderlige pagt den hellige tro.

Den latinske tekst er skrevet i elegiske distika, dvs. en linje heksameter efterfølges af en linje pentameter.

 

Prøv at lytte til rytmen i teksten, der bliver læst op i den denne video:

 

Når man løfter sit hjerte – og sit blik – opad, ser man maleriet ”Kristus i vinpersen”.

Motivet er velkendt i kristen ikonografi, men det er ikke direkte bibelsk. Billedet sammenfatter en række kristne motiver: Himmeriget er som en vingård, Gud er vingårdsmanden, hans søn træder vinpersen, vinen er samtidig Kristi blod, som her på billedet opfanges af engle. Det er den vin / det blod, der formidles til de troende ved nadveren. Billedet giver altså en kig ind i det guddommelige værksted, hvor Kristus bistået af englene kontinuerligt frembringer frelsen.

Igen uddybes det i den ledsagende tekst under billedet:

Cils 75: Altertavlens indskrift på storgesimsen.

Latinsk tekst:
Vincla, alapas, flagrum, ludibria, Vulnera, mortem,
   Hæc ego non michi sum, sed tibi passus homo!
Contortum nostrum, quod stillat sangvine, prælum
   Adversum æternam dat tibi pocla sitim.

Oversættelse:
Lænker, lussinger, pisk, spot, sår og død;
   Det léd jeg som menneske, ikke for min skyld, men for din!
Vores spændte vinperse, som drypper af blod,
   Giver dig en drik mod den evige tørst.

Noter:
Mackeprang opfatter i sin oversættelse i Danmarks Kirker ”homo” i linje 2 som tiltale: ”Det led jeg ikke for min skyld, men for din, menneske!”. Endvidere opfatter han ”nostrum” som en fejlskrivning af ”nostro”, således at anden sidste linje må opfattes: ”Den spændte vinperse, som drypper af vores (dvs. mit) blod…”. Begge læsninger er mulige.

 

 

Mellem de to nederste etager er der en rigt udsmykket gesims. Den er tredelt, idet den midterste og største del er rykket et stykke op i forhold til de yderste stykker af gesimsen. Det giver plads til et par skulpturgrupper: Yderst til venstre (når man betragter altertavlen forfra) ses Moses, der med Lovens tavler knuger mennesket til jorden, men Jesus til højre støtter det knælende menneskes kors – symbolsk for den gamle og den nye pagt.

Det kan læses som en tegneserie: Til venstre ses mennesket, som tynges af Loven. Ved Kristi blodsudgydelse i midten frelses mennesket, og Kristus ses derfor til højre løfte menneskets byrde.

Inden blikket når til tops, læser man på topgesimsen en tekst fra Det Nye Testamente:

Ligesom de to latinske indskrifter er det en undertekst, en forklaring på det, der er ovenover: Guds navn står på hebraisk skrevet med rødt på en baggrund af et gyldent strålelys (solen?) omkranset af skyer. Således udtrykkes det, at Gud uudgrundelig og i sit inderste væsen skjult.

Topkartouchen er omkranset af skulpturgrupper, der symboliserer de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Troen (til venstre) personificeres af en kvinde med kors og kalk, håbet (til højre) af en kvinde med anker, og øverst er kærligheden repræsenteret af en kvinde med to små børn. (Ordene for ”dyd” på græsk og latin er hunkøn, derfor opfattes dyderne traditionelt som kvindelige væsener). Placeringen af kærligheden øverst illustrerer Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13: ”Størst af alle er kærligheden”.

Sammenfattende kan man sige, at alterets øverste ”etage” udtrykker:
Gud er ganske vist uudgrundelig og i sit inderste væsen skjult, men træder dog frem som tro, håb og kærlighed, der i kristen sammenhæng ikke er noget, mennesket præsterer, men skænkes af Gud.

Således byder altertavlen på tre niveauer af betragtning og refleksion.

 

 

Det hele er omkranset af fire våbenskjolde. De to storvinger er gennembrudte af bruskværk og forsynede med våbenskjolde: det danske med Frederik III’s monogram til venstre og det braunschweig-lüneburgske med dronning Sophie Amalies monogram til højre.

Topvingerne er forsynede med hovmester for Sorø Akademi, Jørgens Rosenkrantz’, våbenskjold til venstre og Sorø Akademis våbenskjold til højre.
De fire våbenskjold udtrykker, at datidens magthavere, nationalt og lokalt, støtter og forsvarer kristendommen. Det er naturligvis også en enestående chance for at profilere sig selv.

Altertavlens rammeværk er – på bestilling af hovmester Jørgen Rosenkrantz – lavet af Henrik Werner fra Maribo i årene 1654-1658. Figurgrupperne med Moses, Kristus, Tro, Håb og Kærlighed er skåret af Lorentz Jørgensen fra Holbæk. De to store malerier ”Den sidste nadver” og ”Kristus i persekarret” er malet af hollænderen Abraham Wuchters i 1655-56. Wuchters var ”ridsemester”, dvs. tegne- og malelærer på Sorø Akademi. Træværket er malet af Hans Schütte i 1656 og opmalet under restaurering i 1800-tallet. Det hele er nænsomt restaureret af Statens Værksteder for Kunst og Nordisk Konservering under ledelse af Tom Egelund og Maj Trier Rygaard i 2021.